Tandimplantat

Er du i tvivl, om et tandimplantat er den rette løsning for dig? Så læs med her på siden, eller kontakt os for en gratis konsultation.

Tandimplantat priser – Hvad koster et tandimplantat?

Hos Tandklinikken Wølund & Wolf vil vi hellere have mange glade og tilfredse kunder i stedet for få, som føler, at de har betalt for meget.

Pga. mængden af implantater vi laver, har vi optimeret arbejdsgangene samt skåret fordyrende mellemled væk i forhold til materialer. Og den besparelse kan vi give videre til vores patienter. Derfor kan vi tilbyde nogle af de bedste priser på tandimplantater i landet, uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Hos andre oplyses priser på tandimplantater oftest uden den efterfølgende tandkrone, og den nødvendige bedøvelse og/eller røntgen. Hos os derimod er alt inklusiv i vores eksempler, så du på forhånd ved, hvad du kan forvente af pris på dine tandimplantater når du vælger os.

Du kan se et eksempel herunder.

Book tid til konsultation

Udfyld formularen for at booke tid til en konsultation – så vender vi tilbage så hurtigt som muligt.

Priseksempel på et tandimplantat hos Wølund & Wolf

PriseksempelAntalPris pr. stykPris i altTilskud fra
Danmark***
Din pris v/
medlemsskab
hos Danmark
Bedøvelse2375 kr.750 kr.150 kr. -
Røntgenoptagelse2151,85 kr.303,70 kr.136 kr. -
Implantat16.200 kr.6.200 kr.1.310 - 2.000 kr. -
Abutment12.530 kr.2.530 kr.310 - 1.100 kr. -
Brukzirkrone*12.850 kr.2.850 kr.310 - 1.100 kr. -
Rabat1-693,70 kr.-693,70 kr. - -
Pris i alt** --11.940 kr.2.216 - 4.586 kr.7.354 -
9.724 kr.

* Som alternativ til brukzir, tilbyder vi også kroner og broer i metalkeramik eller guld.
** Prisen forudsætter, der ikke er behov for knogleopbygning forud for implantatoperationen.
*** Afhænger af hvilken gruppe i Danmark du er medlem af.

Husk!
Vi giver yderligere rabat ved flere implantater, der laves samtidigt, hvis de sidder ved siden af hinanden. Se flere eksempler, og find din tandimplantat pris her.

Eller lad os finde en tid til din gratis konsultation vedr. et tandimplantat.

Hvad er et tandimplantat?

Når du mangler en eller flere tænder, kan du få erstattet dem med f.eks. tandimplantater. Implantater sidder fast, og skal derfor ikke tages af og på. Derudover ligner det dine egne tænder, så du ikke kan se forskel på implantatet og din egen tand.

Et tandimplantat er en titaniumsskrue, der virker som den kunstige tandrod. Titanium er et vævs-venligt materiale, som knoglen kan vokse sammen med, hvilket muliggør at tandimplantatet kan sætte sig fast i kæben.

Et tandimplantat består af 3 dele:

  • Implantatskruen (fiksturen). Det er denne, du får indopereret ved selve implantatoperationen. Den skal bære den endelige krone.
  • En forbindelses-del mellem fiksturen og kronen, (abutment). Abutmentet er limet fast til kronen, og hele denne konstruktion kan skrues fast i fiksturen.
  • Implantatkrone/implantatbro (suprastrukturen). Denne kommer til at ligne dine øvrige tænder, og er den del du tygger med.

Hvem kan få tandimplantater?

De fleste kan få isat implantater, men der er nogle vigtige faktorer, der har indflydelse på, om det er den bedste løsning, eller om der findes bedre alternativer til dig. Vi udfører derfor først en grundig undersøgelse for at vurdere, om det er den optimale behandling for din fremtidige tandsundhed. Til hjælp til at vurdere det tager vi altid et røntgenbillede af området.

Hvis ikke knoglekvaliteten er som ønsket, vurderer vi, om du kan vinde mere heling ved at vente yderligere, eller om en knogleopbygning kan blive nødvendig.

Hos Wølund & Wolf tilbyder vi dig ovenstående konsultation gratis. Under konsultationen lytter vi til dine ønsker, ligesom vi undersøger, hvilke muligheder du har for enten enten tandimplantater, tandkroner eller evt. en bro. Du vil få et uforpligtende prisoverslag med herfra, som du kan bruge derhjemme til at træffe din beslutning i ro og mag.

Book tid nu til din gratis konsultation.

Faktorer vi inddrager i vores vurdering af om du er egnet til implantat

Udover resultatet af undersøgelsen ved konsultationen er der flere faktorer, der indvirker på, om vi samlet anbefaler dig at få et tandimplantat:

  • Kvaliteten af kæbeknoglen
    Implantatet skal sidde i denne. Derfor er mængden og kvaliteten af knoglen vigtig. I mange tilfælde er det muligt at genopbygge din knogle, hvis kvaliteten af din nuværende knogle ikke er tilstrækkelig til at isætte implantater.
  • Diabetes
    Den langsommere heling kan resultere i, at der lettere går infektion i området, eller at du mister implantatet, så det ikke holder på den lange bane.
  • Paradentose
    Dette kan indvirke på prognosen på implantat, da vævet omkring implantatet vil kunne nedbrydes, så du risikerer at miste implantatet.
  • Cancer
    Ved aktiv cancer i kemoterapi er immunforsvaret og kroppens evne til at hele holdt nede af kemo-behandlingen. Dette bevirker, at prognosen er ringe, og at implantatbehandlingen ikke bør udføres.

    Er du blevet strålebehandlet i det område, der skal isættes implantater i, kan der være risiko for, at knoglen ikke heler op. (Osteoradionekrose)
  • Knogleskørhed
    Er du blevet behandlet med bisphosponat som indsprøjtninger, kan der være samme risiko som ved osteoradionekrose. Her hedder tilstanden blot osteonekrose.
  • Rygning
    Svækker kroppens evne til at hele og medfører højere risiko for tab af implantatet.
  • Mundhygiejne
    Forudsætning for at det giver mening at isætte et implantat, er, at du har en god mundhygiejne. Hvis ikke det er tilfældet, vil der hurtigt opstå inflammation og perimpantitis (paradentose omkring et implantat).

Hvordan foregår en tandimplantatbehandling?

Hos Tandklinikken Wølund & Wolf foregår tandimplantatbehandlinger under lokalbedøvelse, så du er vågen under hele behandlingen, men ikke vil kunne mærke noget.

Implantatet skrues ned, og du får en dækskrue på (healings-abutment), Healings-abutmentet vil sidde synligt som en skrue over tandkødet. Der tages røntgenbilleder undervejs under operationen for løbende at kontrollere, at implantatet kommer til at sidde som planlagt.

Efter tandimplantatet er indopereret, skal det vokse fast i knoglen. Det tager typisk 3 måneders tid.

Hvordan sættes en krone på et tandimplantat?

Når tandimplantatet er vokset fast, skrues healings-abutmentet af, hvor vi kan se ned til implantatet. Herpå fastskrues en ’metalpind’ (aftrykspost). Vi tager et aftryk af denne aftrykspost samt dine tænder. Efter aftrykket er taget, sættes healings-abutmentet på igen, indtil den rigtige krone er klar.

Aftrykket sendes til teknikerne, og ud fra det laver de – på samme måde som til en almindelig krone – en krone, der passer perfekt til implantatet. Når kronen skal sættes fast, fjernes healingsabutmentet, og kronen skrues ned i implantatet, idet kronen har et skruehul og skrue. Når vi har sikret os, at kronen sidder, som den skal, lukkes skruehullet til med plast.

Hvad hvis der ikke er nok knogle?

Hvis vi vurderer, at der ikke er knogle nok til at isætte implantatet og vi derfor har behov for knogleopbygning, kan det være nødvendigt med et røntgenbillede af hele dit tandsæt, kæbeparti og bihuler. Denne type røntgen bruges til planlægning af knogleopbygning – primært ved kindtænderne i overkæben.

Hvis knoglen er for tynd, og vi derfor bliver nødt til at bygge ekstra knogle på i tykkelsen, er det typisk nødvendigt med en 3D scanning af kæben i stedet. Her ses præcis, hvor tyk kæben er, hvor nerver løber i forhold til operationsområdet, samt hvor vi evt. kan tage knogle fra for at bygge knoglen tykkere.

Ved behov for mindre knogleopbygninger kan vi foretage det samtidig med, at implantatet isættes. Hvis der er for lidt knogle, så implantatet ikke sidder stabilt, skal knoglen først bygges op i en behandling for sig.

Derfor kan det være nødvendigt med knogleopbygning

Når du mangler en tand, bliver knoglen i området ofte mindre. Knoglen bliver også mindre ved f.eks. paradentose, eller hvis kæben har fået et traume. Når knoglen er sunket så meget ind, er der ikke plads til implantatet pga. strukturer som nerver og bihuler.

De mest almindelige grunde til knogleopbygninger er derfor:

  • At sørge for at der er nok knogle til, at implantatet sidder stabilt og kan tåle, at du kan tygge med det, uden at det går løst.
  • At sørge for at der under udboring til implantat ikke bores ned i nerver eller op i bihulerne
  • Af kosmetiske grunde. Selvom der er knogle nok til at isætte implantat og få det til at sidde stabilt, kan man nogle gange få et kosmetisk bedre resultat ved at bygge knoglen op. Det kan f.eks. være i de tilfælde, hvor knoglen er sunket meget sammen. Uden knogleopbygning kan det resultere i, at tanden ser længere ud end nabotænderne.

Pga. det noget større indgreb vil en evt. knogleopbygning have indvirkning på de samlede tandimplantat priser.

Hvad må jeg efter en implantatoperation?

Du må ikke børste ned i såret eller på tandkødet, men dine tænder skal fortsat børstes. For at rense såret skal du skylle det med klorhexidin fra dagen efter operationen. Det er dog vigtigt at healingsabutment (dækskruen) holdes helt rene, da der er risiko for at implantatet løsner sig, hvis der kommer betændelse. Du vil derfor få grundig instruktion i hvordan du skal holde det rent efter vi har foretaget operationen.

For at såret ikke begynder at bløde igen anbefaler vi, at du ikke dyrker hård motion de første uger efter operationen, da højere puls kan få såret til at springe op på ny.

Hvad kan jeg forvente efter en operation?

Det er helt normalt at være øm efter at du har fået indsat et implantat. Denne ømhed kan typisk vare et par dage.

Ømhed i forbindelse med en knogleopbygning kan godt vare i op til 2 uger.

Ved en knogleopbygning er det også normalt med en smule hævelse samt misfarvning af huden og slimhinden i dagene efter. Hævelsen og misfarvningen kommer af, at der er blevet trukket i vævet, og det har blødt

Hvad må jeg indtage efter en operation?

De første par dage bør du spise noget blød mad, du ikke skal bruge for mange kræfter på at tygge, samt prøve at undgå at få mad hen i operationsområdet.

Undgå ligeledes, at maden er alt for varm, da dette også vil kunne genere såret. For at implantatet kan vokse fast i kæben må du ikke tygge i den side indtil kronen er sat på. Undgå at drikke med et sugerør, da dette kan skabe et undertryk, der fjerner ’sårskorpen’ i såret, hvilket hjælper såret med at hele hurtigere.

Rygning forsinker helingen af såret, da nikotinen fra cigaretter kommer ud i vævet og spærrer for at de hvide blodlegemer kan hjælpe med at hele såret. Sugeffekten ved rygning har samme virkning som brug af sugerør.

Alkohol kan virke blodfortyndende, hvorfor det kan sinke heling af såret. Derfor er det en god ide at undgå alkohol, når du lige har fået en implantatoperation med eller uden knogleopbygning.

Hvad er risikoen ved en implantatoperation?

Ved implantatoperationer kan der være risiko for, at der efterfølgende opstår infektion omkring implantatet, eller at knogleopbygningen bliver synlig. Dette kan have betydning for et godt resultat.

De typiske tegn på at du har fået infektion er, at operationssåret bliver mere rødt, og hævelsen tiltager efter nogle dage, i stedet for at aftage. Derudover kan du få dårlig smag i munden (smag af betændelse) og evt. feber. Hvis der alligevel skulle opstå infektion, vil det i de fleste tilfælde kunne afhjælpes med antibiotika.

Følger du vejledningen, du får udleveret efter operationen, er det højst usandsynligt, at du vil opleve infektion, når du har fået implantat sat i hos os. Men får du den mindste tvivl, vil vi selvfølgelig helst have, at du kontakter os, så vi kan se om, alt nu er, som det skal være.

Hvor lang er helingsprocessen ved tandimplantater?

Tandkødet omkring et implantat vokser sammen efter 1-2 uger. Trådene vil typisk være helt opløst inden for de første 3-4 uger.

Hvis det er en knogleopbygning, du har fået lavet, så fjernes trådene, når du er inde til kontrol 1-2 uger efter operationen.

Når knogleopbygning udføres i en selvstændig procedure, er det typisk nødvendigt, at vi venter i 4-6 måneder, før dit implantat kan sættes i. I denne periode vokser din egen knogle ud og stabiliserer den knogle der er bygget på.

Har du spørgsmål til tandimplantater og priser?

Så book tid nu til en gratis konsultation og overslag vedr. tandimplantater.

Find vej til klinikken

  • Beliggende i centrum af Taastrup
  • Stor, gratis parkeringsplads
  • 2 minutters kørsel fra Holbækmotorvejen
  • 50 meters gang fra S-tog (Taastrup station)
Find vej
Vores patienter siger